< Tilbage

Nyhedsbrev januar 202031-01-2020 - 23:00

VELKOMMEN OG GODT NYTÅR I KOR 2020! Vi glæder os til 2020 i KOR med dig og alle hestene.

 

Rideskolen er allerede godt i gang. Forude venter spændende stævner og arrangementer.

Se vores kalender, der løbende opdateres med datoer på www.koldingrideklub.dk

Som medlem her i KOR kan DU få medindflydelse på, hvad der foregår i klubben.

Fx ved at deltage i Generalforsamling d. 26/02 2020 kl. 19.00.

 

 

Elevskolen

Hvordan går det? Det er vores indtryk, at det går stille og roligt med at finde egnet heste match til de mange elever. Men hav lidt tålmodighed med jeres børn, og med underviseren. Hun skal lige se jeres børn an og danne sig et indtryk, så hun har en forudsætning for at vælge den rette pony/hest. Husk også at det er et levende dyr jeres børn sidder på. Måske bliver hesten pludselig for lille, eller man skal på et andet hold, eller den bliver lidt for frisk, mange ting skal falde i hak, og det har vores dygtige underviser blik for.

 

Til forældre i elevskolen: Ridesporten er ikke en ufarlig sportsgren. Vær derfor forberedt på, at der ligger en masse læring forude for omgangen med heste, og hvordan man færdes i stalden med omtanke. Har man mindre søskende med i stalden, så hold øje med, at de ikke pludselig står bagved hesten, kommer løbende, råber højt og lignende.

Heste er et flugtdyr, hvis naturlige instinkter kan træde i karakter på et splitsekund, og så kan det gå grusomt galt.

 

Al ophold på KOR og al deltagelse i rideklubbens aktiviteter, undervisning mm. foregår på eget ansvar.

Rideklubben kan ikke drages til ansvar for tyveri, ulykker mm. Du skal derfor sikre, at du eller jeres barn er dækket af en privat ansvars-og ulykkesforsikring. KOR har ikke en forsikring, der dækker dig eller jeres barn i tilfælde af en ride- eller anden ulykke på KOR. Bemærk at nogle forsikringsselskaber betragter ridesport som ekstremsport, hvorfor der skal tegnes særskilt forsikring.

 

Fanger hesteriet jer for alvor, skal I vide at I går en fremtid i møde med masser af gode, sjove og lærerige oplevelser sammen med jeres børn. I bliver muligvis lidt fattigere, for udover det er farligt, er det også en dyr sport.

Mange undersøgelser har vist, at det giver gode kompetencer i livet at ride og have med heste at gøre, en god investering.

 

 

Flot dressur C-stævne

I weekenden d. 25-26. januar blev der afholdt C-stævne i dressur.

Det blev til flotte resultater for vores egne ryttere.

 

Lørdag:

LA5 - Line Lykke Jørgensen nr. 2 & nr. 3 med henholdsvis Solo Mio og Castano Suenu

MB0 - Laura Kristine Thorup nr. 4 med Duks-H

MA1 - Cecilie Hedegaard nr. 4 med Silhuet

 

Søndag:

LA2 - Camilla Lærke Stubberup nr. 3 med Jack

LA5 - Line Lykke Jørgensen nr. 3 med Castano Suenu

MB0 - Ditte Rosenberg Sørensen nr. 1 med Elcaruso Kærlund

 

Tillykke til rytterne og "Godt-Arbejde-Alle-Mand" skal der lyde til vores seje hjælpere - vi havde et fint stævne med ros fra dommere, TD'er og mange af de deltagende ryttere.

 

Vi er startet på et nyt år og alle opfordres derfor til løbende at sende deres stævneresultater til KORs Venners Rangliste. Resultaterne bedes sendes til Birgitte Munk på følgende mail: birgitte.munk@mail.dk.

 

 

... regler på KOR

Vi forlanger ikke meget af jer, men vil rigtig gerne opfordre vores medlemmer og personale til at overholde de regler vi nu engang har på KOR. HUSK derfor at passe godt på vores faciliteter - fjern altid klatter på luftefolde og vores Walber dressurbaner og overhold venligst vores åbningstider som ses nedenfor.

 

Mandag til torsdag
kl. 07.00 til 21.30

Fredag
kl. 07.00 til 20.30

Lørdag og søndag
kl. 07.00 til 17.30

Helligdage
kl. 07.00 til 17.30 

 

 

Vigtige datoer for februar

D. 02-02-2020 - Pony Games

D. 09-02-2020 - Elevcup stævne

D. 19-02-2020 - Bidprøvning

D. 23-02-2020 - Fastelavnsfest

D. 26-02-2020 - Generalforsamling

 

 

Hørt på staldgangen ...

Camille søger en sød kat. 3 pony. Er der nogen der har eller kender en der har en sød kat. 3 pony til salg/udlån? 

Camille vil gerne ride både dressur, spring og i skoven - men allervigtigst er, at det er en pony der kan give en masse gode og trygge oplevelser. Vi ønsker Camille held og lykke med at finde en sød pony.

< Tilbage