Kolding Rideklub har en stor og velfungerende elevskole. Der lægges vægt på kvalificeret rideundervisning, sikkerhed og god forståelse for heste og ponyer. Klubbens elevskole er både for børn og voksne. Børnene rider på eftermiddagshold, og de voksne på aftenhold. Derudover er der trækkerhold for de helt små og nybegyndere.

Rytteren sørger selv for hesten både før og efter endt ridning. Derfor møder man i stalden senest 15 minutter før undervisningen starter, så der er tid til at strigle og sadle hesten op uden stress og jag. Desuden er det en god idé at sætte ca. 15 minutter af efter undervisningen, så man kan sætte hesten ind på en god og rolig måde, hvis der ikke er en rytter til den i timen efter. Det er levende væsener vi har med at gøre, og de skal behandles ordentligt.

Undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, modenhed og niveau.
I undervisningen bliver der lagt vægt på en rideteoretisk forståelse, så rytteren lærer at tage ansvar for de fejl/episoder, der opstår i den daglige omgang med hesten.

Undervisningen foretages af ponytræner Melanie Fyhn

Melanie er 20 år, uddannet dyrepasser med speciale i heste. Hun har boet 2,5 år på Island, hvor hun levede af at ride og passe heste. Hun har arbejdet et halvt år under dressurrytter Dorte Brüggert og derudover har hun også arbejdet på Skærgården, et center for handicap- og ridefysioterapi, hvor hun i 2017, sammen med sit hold blev Danmarksmester i hesteviden.

Klubben afholder kurser med teori- og rideundervisning, som kan afsluttes med ryttermærkeprøver.
Ligesom der 2 gange årligt afholdes elevstævner, hvilket giver en god forberedelse til rigtige stævner og en sjov og hyggelig dag for alle.

Vi ønsker at bevare og stimulere elevafdelingens rytteres lyst til at opleve og lære. Vi betragter os selv som ”grundskolen” indenfor ridesporten, hvor eleverne lærer en fornuftig og sikker omgang med hestene, samt de grundlæggende færdigheder, der giver mulighed for at udvikle sig inden for ridningen på såvel ”hyggeniveau” som konkurrenceniveau.

Vi vægter fællesskab, socialt samvær og ansvar højt.